Arkæologisk Forum

Vejledning til skribenter

Tak for at du vil skrive i Arkæologisk Forum!
Når du afleverer dit bidrag til Arkæologisk Forum, beder vi dig følge nedenstående vejledning.
 
Arkæologisk Forums profil og formål
Arkæologisk Forum er et fagligt tidsskrift, der søger at sætte det arkæologiske fag ind i en større
sammenhæng – både videnskabeligt og samfundsmæssigt. Der er vægt på at behandle og debattere
faglige emner, så tidsskriftet bliver et aktivt element i fagets udvikling og fremtid. Når du
skriver dit bidrag til tidsskriftet, bør du derfor have fokus på det diskuterende og undersøgende
fremfor de tunge videnskabelige fremlæggelser, når du skriver din tekst. Målgruppen er primært
fagfolk, men henvender sig også mere generelt til alle, der interesserer sig for arkæologi, fagets
rolle og vilkår i dagens samfund.
 
Peer review
Generelt vil tekster blive peer reviewed – og udsat for redaktionel korrektur og indholdsmæssige
feedback – inden publicering. Du får kommentarerne fra fagfælle og redaktion tilsendt og dermed
mulighed for at indarbejde dem ved en ny gennemskrivning.
 
Publicering
Ud over at publicere din artikel i tidsskriftet Arkæologisk Forum publiceres den også på FaF´s
hjemmeside www.archaeology.dk – i første omgang i form af det abstract du har skrevet til din
artikel, men efter ét år lægges artiklen op i sin fulde længde på hjemmesiden som pdf-fil. Vi
håber, at du er indforstået med dette. Hvis der er problemer i det, så giv os besked.
 
Rettigheder
Forfatteren har den fulde rettighed over teksten, når den er publiceret. Det digitale særtryk du
modtager fra redaktionen efter publicering må gerne udsendes i egne netværk, samt deles på
eventuelle digitale tjenester så som Academia og Researchgate.
 
 
■  Giv artiklen en kort titel (max 40 anslag) og evt. en undertitel (max 65 anslag).
■  Under titlen angives forfatterens navn. Ved flere forfattere angives navnene på forfatterne i
den rækkefølge, som det er ønsket de skal optræde i (førsteforfatter først, eller i alfabetisk
rækkefølge).
■  Skriv et engelsk abstract på max. 800 anslag inkl. engelsk version af titel og evt. undertitel.
Det skal bruges både til den trykt udgave af tidsskriftet og til vores hjemmeside.
■  Omfang: Omfanget aftaler du med din kontaktperson fra redaktionen. Generelt gælder følgende: 1
side = 2750 anslag (inkl. mellemrum). OBS Referencer og figurer tæller med i det totale antal tegn.
Har du mange/store figurer, så aftal nærmere med din kontaktperson.
■  Korrektur. Du er selv ansvarlig for korrekturlæsning og kommasætningen af din tekst. Få
eventuelt en anden til at læse din tekst igennem og lave sproglig revision. Angiv venligst om du
benytter med startkomma (traditionelt komma) eller uden startkomma (nyt komma).
■  Udgangspunktet er, at vi bruger dansk retskrivning fx ”dobbelte gåseøjne” og almindelige
forkortelser er tilladt. Se mere her: https://dsn.dk/udgivelser/sprognaevnets-
udgivelser/sprognaevnets-skriftserie-1/rigtigt-kort-1/Rigtigt%20kort%20indskannet.pdf
■  Når du omtaler andre/andres arbejde i din artikel, så nævn dem både med fornavn og efternavn
første gang de optræder i teksten, herefter kun med efternavn.
■  Citater skal markeres i kursiv og præcis reference indsættes herefter.
■  Illustrationer, billeder og foto: Tydelige diagrammer, stregtegninger og foto er meget velkomne.
Du skal selv have ophavsret til illustrationerne. Lav henvisning til figurer i teksten og marker
eventuelt i artiklen, hvor du helst vil have dine illustrationer. Fotos afleveres som selvstændige
filer sammen med tekst-filen. Stregtegninger i mindst 300dpi og diagrammer mindst i 600 dpi. Fotos
skal også være i en opløsning, som passer til tryk.
■  Figurtekster: Vi ser meget gerne at figurer til artiklen har en figurtekst. Figurtekster sættes
ind samlet til sidst i tekstfilen med tydelig angivelse af hvilken figur de hver især hører til.
■  Henvisninger inde i teksten angives således: én forfatter (Nielsen 1987) eller (Nielsen
1987:72). Hvis du vil lave en henvisning til et afsnit i en tekst, så gør det så præcist som muligt
fx (Nielsen 1987:72ff). Ved flere referencer til samme forfatter (Nielsen 1987a; 1987b) eller
(Nielsen 1987:72; 2011:13). Ved flere forfattere angives forfatterne i kronologisk rækkefølge fx
(Nielsen 1987; Buchli & Lucas 2001:15). Hvis du henviser til et link så skriver du
forfatter/institution og årstal, som ved enhver anden reference fx (Slots- & Kulturstyrelsen 2018)
– og så angiver du hele linket under Referencer (se herunder). Vi benytter ikke ibid. og op.cit.
■  Henvisninger inde i teksten til personlige meddelelser angives således: (Efternavn, Forbogstav
på fornavn. Personlig meddelelse, dato måned årstal). Eksempel: (Jensen, J. Personlig meddelelse,
1. januar 2000).
■  Referencer. Efter artiklen bringes Referencer, som både rummer litteratur og links. Hvis DOI
haves til tekster tages dette med. Den sættes alfabetisk og derefter kronologisk op, og følger
nedenstående retningslinjer:
 
Én forfatter, tidskriftsartikel:
•  Fossheim, H. 2017: Science, Scientism and the Ethics of Archaeology. Norwegian Archaeological
Review 50(2), 116-119. doi.org/10.1080/00293652.2017.1372801
 
Én forfatter, bidrag til antologi:
Rathje, W. L. 1977: In Praise of Archaeology: Le Project du Garbage. I: L. Ferguson (red.)
Historical Archaeology and the Importance of Material Things. Special Publication Series 2. Society
for Historical Archaeology, 36-42.
Artelius, T. 1999. Den döde vid dörren - reflektioner kring förfäderskult utifrån fynd av
människoben i två halländska långhus från järnålder. I: T. Artelius, E. Englund, L. Ersgård (red.)
Kring västsvenska hus - Boendets organisation och symbolik i förhistorisk och histroisk tid,
GOTARC. Serie C. Arkeologiska Skrifter 22. Göteborg Universitet, Göteborg, 73–85.
 
Én forfatter, monografi:
Glob, P.V. 1945: Den jyske enkeltgravskultur. Gyldendal, København. Flere forfattere,
tidsskriftsartikel:
Bønnelykke, C. & N. Valensdorf Jensen 2018: Podcast: Museum on demand? Danske Museer 2018 (2),
14-18.
 
Flere forfattere, bidrag til antologi:
Buchli, V. & G. Lucas 2001: The Absent Present: Archaeologies of the Contemporary Past. I: V.
Buchli & G. Lucas (red.) Archaeologies of the Contemporary Past. Routledge, London/New York, 3- 18.
Flere forfattere, monografi/antologi:
Buchli, V. & G. Lucas (red.) 2001: Archaeologies of the Contemporary Past. Routledge, London/ New
York.
OBS! Ved flere forfattere nævnes alle forfattere i litteraturlisten, ikke som et al.
 
Upubliceret materiale og udgravningsrapporter:
Weitling, F.A.B. 2018: Berørt af det uberørte. Et eksperiment med brugen af subjektive metoder
inden for samtidsarkæologisk forskning. Upubliceret speciale, Arkæologi, Saxo-instituttet,
Københavns Universitet, København.
Beck, A. S. 2013: KØM 1699, SMV 8405 Toftegård omr. IV 2011 & Toftegård omr. II 2012, Strøby sogn,
Stevns herred, tidl. Præstø amt. Stednr. 05.06.12 - sbnr. 74. Udgravningsrapport, upubliceret.
J.nr: KØM 1699/SMV 8405. Museum Sydøstdanmark, Køge.
 
Avisartikel:
Hansen, A.L. 2016: Manden, der opfandt vikingerne. Weekendavisen 21.04. 2016.
 
Links, hvor der er tydelig forfatter på:
Larsen, R. P. 2013: Computerspil om arkæologi skal fange unge.
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/syd/computerspil-om-arkaeologi-skal-fange-unge (tilgået
03.02.2020)
 
Link fra institution:
Slots- & Kulturstyrelsen 2018: Metaldetektor og Danefæ.
https://slks.dk/omraader/kulturarv/arkaeologi-fortidsminder-og-diger/metaldetektor-og- danefae/
(tilgået 03.02.2020)
 
Love:
Museumsloven 2014: Bekendtgørelse af Museumsloven. LBK nr 358 af 08/04/2014.
 
 
Hvis ikke Referencer er opsat efter retningslinjerne, vil du blive bedt om at sætte den op
efterfølgende.
■  Vi vil ikke have fod- eller slutnoter i teksten.
■  Angiv titel, eventuel stilling og arbejdssted i slutningen af artiklen, hvis du ønsker, at disse
oplysninger skal fremgå efter artiklen. Angiv også email her, hvis du er interesseret i, at læsere
kan henvende sig til dig med opfølgende kommentarer eller spørgsmål (OBS denne vil kun være at se i
det trykte blad, ikke på hjemmesiden).
■  Vi bringer ikke taksigelser/Acknowledgements i forbindelse med din artikel.
■  Deadline for din artikel, aftaler du med din kontaktperson fra redaktionen. Hvis du får
problemer med at overholde den, så henvend dig til kontaktpersonen, så snart du har erkendt det, så
I kan aftale det videre forløb.
■  Format Vi vil bede dig om at sende din tekst i word-version, opsat i Times New Roman, str 12,
1,5 linjeafstand. Du skal sende artiklen direkte til din kontaktperson fra redaktionen pr. mail som
en vedhæftet fil. Illustrationer sendes som separate filer.
■  Undlad venligst skrivebeskyttelse og koder, da vi sætter artiklen op, så den passer til resten
af bladet.
 
Foreningen af Fagarkæologer | Københavns Universitet | SAXO-Instituttet | Karen Blixens Vej 4 - DK 2300 S | faf@archaeology.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net